Læs dagbog

I fredags og weekenden har jeg levet i et angst helvede. Min hund blev syg og kastede op og kastede op. I første omgang ikke mega alvorligt men han havde så ondt og var bange. Lørdag kastede han afføring op så vidste jeg hvad der var galt. Så mig og bøllen til dyrehospitalet og rigtigt nok så havde han slugt noget plastik (jeg aldrig har set før) og det skulle opereres ud ellers ville han dø. Så det blev han. Desværre gjorde de det først sent lørdag.
Det var forfærdeligt at efterlade ham hos fremmed og bare sidde hjemme og være bange.
De ringede med lange mellemrum og fortalte at han havde det svært og virkede bange/nervøs og efter operationen nægtede han og spise og havde tynd mave.
Efter ikke at have hørt noget i nogle timer ringede jeg kl 14 søndag og spurgte om jeg ikke nok snart måtte se ham. Og kl 15 måtte jeg komme og hente ham.
Han havde stadig ikke spist noget overhovedet og var stadig nervøs.
Han blev så glad da han så os og spiste med det samme den godbid jeg havde taget med. Dejligt tegn.
Men hele søndag og mandag til og med eftermiddag havde han virkelig ondt. De sagde at de havde givet ham smertestillende lige inden vi kom men jeg tror der er sket en fejl. For da jeg så gav ham næste dosis så fald han endelig til ro.
Han ville ikke lægge ned og sove på trods af at han næsten væltede når han sad så træt var han.
Men det smertestillende jeg gav ham mandag eftermiddag holder et døgn og 1 time efter han havde fået det kunne jeg overtale ham til at ligge hos mig.
Men en ting er det fysiske han kæmper med men det har også i den grad påvirket ham psykisk.
Han er panisk angst for at vi forlader ham igen. Og han er bange for at det gør ondt og for at bevæge sig for.

Han er ikke den samme hund men måske tid kan hjælpe ham.

Men jeg har også lært en hel masse om mig selv.
Jeg havde tit tanker og planer om selvmord. Men det betyder jo at jeg mister min bølle. Og jeg vil og kan ikke leve uden ham. Så jeg må forblive i live. Jeg vil være der for ham og hjælpe ham bedst muligt.
Han er så god for mig at jeg vil give ham min kærlighed tilbage som tak.
Jeg bruger meget af min tid på at sidde med han på gulvet og jeg sover på gulvet om natten så han nemt kan komme tæt på mig.
Han ligger gerne tæt på eller i nærheden af mig.

Natten til mandag fik 1 1/2 times søvn i alt for han havde så ondt og var bange at han slet ikke kunne finde ro. Og jeg skulle på arbejde og op kl 4.30. Men jeg klarede det.
Jeg var noget bekymret for om mine symptomer ville bluse op med så lidt søvn men det var til at håndtere. Selvfølgelig var det værre end en god dag men jeg kunne klare det.
Min nye indstilling til livet hjælper nok også på det. Når stemmerne råber op om selvmord så jeg ved bedre. Nej jeg vil leve og kæmpe. For min ven og mig selv.

Jeg har talt med psykologen i dag og vi talte om hvad vi skulle arbejde videre med.
Jeg sagde det svære med min stedfar og mine stemmer. Om at håndtere dem og accept af dem.
Vi valgte stemmerne i første omgang.
Vi har jo prøvet at arbejde lidt med drømme men jeg kan efterhånden ikke huske mine drømme så det er lidt svært.

Ellers var jeg i sidste uge oppe med min opsigelse og rygterne løb hurtigt. Jeg sagde det til en og til min leder selvfølgelig og allerede samme dag fik jeg den første besked om det kunne være rigtigt...... af en som er sygemeldt.
Og så fredag fik jeg den næste.
Jeg valgte selv at skrive til min veninde på afdelingen. Jeg synes hun skulle hører det fra mig direkte hun blev ked af at miste mig. Men hun mister mig jo ikke som veninde.

Jeg har også i går ringet til min nye leder. Jeg forsøgte at få fat i hende den dag jeg afleverede opsigelsen men der tog hun ikke telefonen og dagen efter begyndte min bølle at blive syg så der glemte jeg alt.
Men hun sagde de glædede sig til at jeg kom og spurgte om jeg glædede og ja det gør jeg. Selvom jeg også er meget nervøs og utryg ved det.