Læs dagbog

Nervøsiteten

En side i dagbogen "Livet i mørket med selvmords- og selvskadende tanker"
Skrevet af ungpige 20. august 2019 20:34

Jeg har haft svært ved at indrømme det overfor mig selv. Men ordene fra min ledere rammer mig i disse dage.
At få at vide indirekte at man er dum, ikke har overblik og ikke kan lede og fordele er hårdt.
Og det er stik modsat det to kollegaer sagde til mig inden samtalen men jeg har en tendens til at fokusere på det negative.
Jeg kommer sådan i tvivl om jeg kan klare et nyt job. Om jeg overhovedet egner mig til det. Om jeg overhovedet kan klare det.
Men samtidig prøver jeg at huske at de (det nye arbejde) ringede og ville have mig. Jeg var mig selv til samtalen så de må have kunne lide hvad de så og hørte.
Men det er så langt fra mine tanker og følelser i disse dage.

Jeg har talt kort med psykologen i dag og jeg turde ikke nævne Det, jeg åbnede lidt og sagde jeg havde haft det lidt svært de sidste par dage men mere turde jeg ikke.

Og virkeligheden begynder at ramme mig. Jeg skal væk fra alt der er trygt og kendt. Jeg skal lære at svømme alene i nyt farvand og møde nye og anderledes udfordringer. Er jeg stærk nok til at komme igennem? Jeg har kæmpet så meget med psyken den seneste tid, hvad hvis jeg ikke er stærk nok og knækker nakken på Det?

Men på den anden side har jeg heller ikke lyst til at være på et arbejde hvor mine ledere ikke anerkender og ser mig. Hvor de ikke er interesseret i at hjælpe mig.
Hvis mime kollegaer siger jeg et god til noget som min ledere mener jeg er dårlig til, så føler jeg mig ikke set som medarbejder og hvordan skal de så kunne støtte mig og hjælpe mig til at videreudvikle mig fagligt.

Jeg er meget ambivalent med at skulle sige op senere på måneden, på en måde bliver det godt at kunne være ærlig og fortælle om mit drømmejob, og på den anden side så ved jeg at mine kollegaer kommer til at løbe endnu hurtigere da de så vil mangle 5-6 kollegaer da 4-5 er stoppet i denne måned.

Og min øverste leder har sendt en mail ud om at min afdeling vil have færre sengepladser da der mangler personale, og de ved endnu ikke at jeg også siger op.

Men måske jeg skulle prøve at passe på mig, for første gang nogensinde...... hm ny tanke