Læs dagbog

Jeg ved ikke hvor jeg skal starte.

Jeg føler både en glæde (for første gang meget længe) og sorg over det tabte. Det der er forbi.

Nå jeg vil starte med sorgen og det triste.
Jeg var til møde med min leder og hendes leder i dag. Vi skulle snakke min ryg og arbejdet.
Der bliver taget hensyn til mig nu men sådan forventer jeg ikke det kan fortsætte så jeg havde bedt om en samtale. Det endte med at blive mere alvorligt end jeg havde frygtet og så alligevel ikke.
Der er ringe mulighed for at jeg kan komme i ambulatoriet og min øverste leder mente ikke at det passede helt godt til min personlighed.
Så var der muligheden for at blive klinisk vejleder men det mente hun så slet ikke var mig (på trods af at jeg flere gange har sagt at det var et ønske). Og jeg er blevet mere udadvendt og tager fat om tingene. Men det ser hun/de ikke.
Så var der muligheden for diplom men det kan tidligst blive om 1 år.
Så er der muligheden for at der pludselig skulle ske et mirakel og jeg får færre smerter og kan arbejde videre (den tror jeg ikke på).
Alt imens hun sagde disse ting fik jeg følelsen af at jeg bare burde forsvinde. Finde noget andet. De kan alligevel ikke lide mig. Og det er endda deres skyld (delvis) at jeg har ryg problemer.
Jeg blev ekstremt ked af det men samtidig vidste jeg noget de ikke ved.
Og det er her det positive kommer og glæde. En time før mødet ringede min telefonen. Jeg skulle tilfældigvis skrive til mor om ferien så jeg tog den. Det var en afdeling jeg har været til job samtale på. Hm gad vide hvad de vil. Indkalde mig igen.

Næ nej de tilbyder et vikariat på 9 måneder fra den 1/10.
På den afdeling jeg drømte om at komme på da jeg startede på uddannelsen for 9 år siden.
Det er helt uvirkeligt at de så gerne vil have mig. Jeg fik lov til at tænke over om jeg opgive en fast stilling for et vikariat. Hun fortalte at hun aldrig i fem år har gemt en ansøgning. Så jeg må have gjort et godt indtryk. Og det fedeste er at jeg prøvede at være mig selv. Den første job samtale jeg var til prøvede jeg at være den de ville have. Men ikke den gang.

Jeg skal svare i næste uge hvor jeg er på ferie.

Nu kommer vi så til sorgen. Jeg er rigtig ked af at miste mine gode kollegaer og hvad hvis jeg ikke trives dernede. Hvad hvis jeg bukker under? Eller bliver mere syg? Kan de acceptere og lide mig? Med alle mine fejl. Og er jeg klar på at være ny igen? Kan jeg lære alt det jeg bør?
Jeg har så mange spørgsmål og tanker men samtidig så føles det rigtigt.
Mens jeg var til den samtale i dag gik det op for mig at mine leder ikke kan hjælpe. De vil ikke. De tror ikke på at jeg virkelig har ondt. Den følelse sad jeg med. Og sådan kan jeg ikke have det med mine ledere.
Jeg har brug for at de tror på mig når jeg siger jeg har det svært.

Min plan med psyk var også at jeg ville fortælle om stress og psykiske problemer men det havde jeg slet ikke lyst til.
Jeg lyttede og følte mig mere og mere alene i samtalen og verden og samtidig ved jeg nu at jeg har en udvej.
Jeg giver hver dag alt hvad jeg har i mig og det vil jeg gerne have at mine kollegaer og ledere ser og anerkender.
Ikke at jeg vil have ros hele tiden men de må gerne være bevidst om at jeg ikke bare er doven og at jeg gør mig bedste hver dag.

Nå nu vil jeg gå med to bøller. Jeg er lige blevet færdig med græsset. Det skulle lige have en tur inden ferien. Selvom det koster meget på energi kontoen at både arbejde og slå græs så er det nu godt når det hele er overstået og her ser flot ud.