Læs dagbog

Jeg har talt med min psykiater i dag og vi talte om forandring.
Noget skal ske i mit liv.
Hun spurgte direkte "har du lyst til at leve sådan her de næste 50 år"
Og svaret må være nej.
"Så må du tænke på dig selv og gøre noget ved det arbejde, for ingen vil takke dig for det du giver lige nu".

Det var en svær samtale. Jeg har fået noget at tænke over. Men jeg har så mange tanker så prøver ar få dem lidt ned her.

Bange for forandring
Jeg er så bange for forandring.
Jeg kan ikke lide nye ting. Det fremmed er farligt og ukendt. Og hvordan laver jeg forandringer som vil gavne mig? Og hvordan ved jeg hvad der er godt for mig? Jeg har så svært ved at mærke mine egne behov.
Jeg aner slet ikke hvad jeg har brug for.
Hvem har ret i hvad jeg har brug for? Min mor eller de professionelle? Og hvor er jeg I dette samspil?

Og så er der tankerne om det overhovedet vil hjælpe. Jeg har svært ved at tro på det. Sådan indeni. Jeg har kæmpet så længe og alligevel er jeg endt i dette mørke igen.

Så er der penge spørgsmålet. Jeg har brug for den løn jeg får nu. Det er ikke sådan at jeg lever med masser af penge og nogle måneder er svære at komme igennem så jeg kan ikke bare gå ned i løn uden at kigge min økonomi rigtig godt igennem. Og jeg vil gerne en hel masse.

Så er det tankerne om mine kollegaer. Hvis jeg bliver sygemeldt hvad vil de så tænke? Og hvordan skal jeg kunne se dem i øjnene når jeg har presset dem yderligere ved at de har manglet mig? Jeg føler jeg vil svigte dem.
Og jeg får dårlig samvittighed bare ved tanken om sygemelding.
Og hvordan skal jeg nu komme tilbage, hvis jeg nogensinde bliver klar til det.
Eller skal jeg ud og finde noget helt andet. Og hvad skulle det så være.

Og hvem er jeg uden mit arbejde? Jeg ligger meget energi og psykisk og fysisk arbejde i mit arbejde. Det betyder rigtig meget for mig og er en stor del af mig.
Jeg er ikke klar til at sige farvel eller på gensyn.

Så er det spørgsmålet om hvordan jeg ellers kan mindske mit stress niveau.
Jeg er begyndt at male igen. Og det kan være godt når jeg kan tage mig sammen til at komme i gang.

Men jeg har så svært ved at mærke hvornår noget er for meget. Jeg skal presses så langt ud at jeg slet ikke kan bunde før jeg mærker det bare lidt. Og så lytter jeg sjældent til det. For ikke at sige stort set aldrig. Men hvordan begynder jeg på det?

Jeg har så mange tanker lige nu.
Og derudover har jeg fået til opgave at tænke over medicin. Jeg har fået 3 præparater jeg skal tænke over og læse på.
Min psykiater har talt med kollegaer og overlæger om hvad hun kunne tilbyde mig. Men de er alle usikre på om de overhovedet kan gøre noget for mig og det slår mig lidt ud.
De mener vi kan gøre et forsøg men effekten bliver ikke et mirakel.

Åh mit hoved kan slet ikke rumme alt dette.