Læs dagbog
Sandheden er vejen frem? Hvis jeg tør
En side i dagbogen "Livet i mørket med selvmords- og selvskadende tanker"
Skrevet af ungpige 16. december 2019 17:27
Jeg kæmper.
Med alt hvad jeg har.
Hjemme og på arbejdet.
Hjemme har jeg igen problemer med min mor. Som måske for en stund er løst.
Vi har talt meget om at flytte og evt købe et hus sammen.
Jeg har sat krav og det har hun også. Men det er en meget stressende proces og ingen af os har energien lige nu. Jeg kigger stadig men ikke så seriøst. Vi venter til efter jul mindst. Vi har begge haft mange tanker og blevet uvenner over småting fordi vi er så stresset.
Der er mange tanker som vil jeg væk fra mit eget hus og hvad kan jeg få for Det? Og er det dumt at bo i samme hus som min mor. Jeg har sat som krav at jeg vil have to værelser eller lign så jeg har min egen stue og soveværelse så jeg har mulighed for at trække mig og have gæster.
Jeg har tænkt en del og været meget psykisk sårbar og ked af det.
Jeg har tænkt over drømmen om en familie og en mand. Hvis jeg skal være ærlig så tror jeg ikke på at nogen skulle elske mig og ville bo sammen med mig. Og ja jeg tænker på børn. Hvis jeg en dag havde det nogenlunde eller ligefrem godt (kommer nok ikke til at ske men jeg vil kæmpe for at nå derhen), så er drømmen børn. Men det kræver også en mand.
Jeg vil så gerne give min kærlighed videre til nogen. Og en hund føles ikke som om det er nok. Selvom jeg dog holder utroligt meget af Bandit og jo han er mit barn lige nu. Men det er lidt svært at snakke og få svar af ham.
Og så er der kampen på arbejdet. Jeg føler mig så utilstrækkelig og dum. Uvidende og jeg synes det er så stressende og krævende hver dag. Og jeg er utroligt bange for at lave fejl (det har jeg altid været men nu er det med en anden patient gruppen).
Men jeg prøver samtidig at sige til mig selv at jeg er ny osv. Men det virker ikke rigtig. For jeg tror ikke på Det indeni. For mig skal alt være rigtigt og perfekt fra dag 1. Men sådan er jeg bare.
Ellers går dagene med tanker, stemmer og smerter. Ingen nyheder der.
Jeg har især svært ved at håndtere mine smerter. Jeg overvejer at snakke med psykologen om hvordan jeg kan håndtere min frustration og tristhed men det virker ikke rigtig til at han ved hvordan. Han holder fast i en strategi som hedder taletid til stemmerne.
Men er der ikke flere ting. For mit problemer er ikke kun stemmerne. Hvis du spørger mig.
Men jeg har samtidig holdt ting hemmeligt for ham. Jeg har ikke talt med nogen om arbejdets problemer og hus jagten og heller ikke om smerterne indflydelse på min psyke.
Så jeg overvejer at sige sandheden til psykologen. Og hører om han har nogle ideer om noget jeg kan gøre for at styrke mig selv. Ellers bliver det en lang mørk tid forude.
Kommentarer fra andre brugere