Læs dagbog

Jeg havde en samtale med en sygeplejerske i det team jeg er tilknyttet. Jeg kender hende slet ikke. Men min kp er stadig syg. Det var igen meget utrygt og jeg var nervøs og angst. Jeg havde stemmerne igen.
Men jeg fik sagt mange af de ting jeg havde planlagt.
Sagt ja til psykologen. Sagt ja til at tale med socialrådgiver om nedsat tid og flexjob. Men der går minimum 3-4 uger før jeg kan få en samtale og jeg har endnu ikke fået en tid. Socialrådgiveren starter her til den første og skal du i intro osv.
Jeg fik spurgt til en bivirkning som er meget personlig for mig men det bekymre mig i den grad og nu skulle det være at jeg spørger til den.
Hun lovede at snakke med lægen men jeg har ikke hørt noget. Men jeg har en læge samtale den 12/2 Så har jeg ikke hørt noget vil jeg selv spørge lægen. Nu skal der ske noget.
Bivirkningen kom da jeg fik leponex og så forventede alle at alt ville blive normalt da jeg stoppede med det men det har overhovedet ikke hjulpet.

Jeg begynder igen at have svært ved at sove og jeg er mere plaget af flashbacks. Jeg mærker en masse på kroppen.
Jeg er nervøs for at starte op på arbejdet i morgen. Mit humør er i bunden. Jeg er meget ked af det generelt. Uden at kunne sige over hvad. Jeg tænker på selvmord. Jeg er træt. Udmattet fysisk og psykisk.
Alle mine symptomer forværre lige nu.
Jeg tænker nogle gange på om det er en depression eller forværre af min psykose.
Jeg har svært ved at forklare det jeg oplever til mine kp. Det er lige som om de ikke forstår at det bare bliver værre og værre. Jeg kæmper. Jeg følger min kriseplan. Jeg holder mine aftaler.
Jeg kan heller ikke huske. Glemmer hele tiden og det irriterer mig.
Men jeg føler ingen glæde. Ingen tryghed.
Kun smerte, tristhed og angst. Og så de dumme stemmer.