Det går fremad

Psykiater Shashi Kant Jha

Når du får det bedre, går det langsomt fremad:

  • Det bliver normalt for dig at få din søvn
  • Appetitten vender tilbage
  • Maden begynder at smage dejligt, som før du blev syg
  • Du interesserer dig for dine omgivelser
  • Farverne bliver skarpe igen
  • Duftene får de gamle dimensioner igen
  • Du får lyst til at genoptage dine tidligere aktiviteter - men det er vigtigt, at du ikke bliver for ivrig.

Når de værste symptomer på depression er overstået, har du måske en forventning om, at det vil gå problemfrit fremad. Du kan derfor blive frustreret, fordi din tilstand bliver ved med at svinge. Du kan fortsat have perioder, hvor:

  • Tristheden overmander dig
  • Tårerne kommer let
  • Trætheden ikke vil forsvinde osv.

Det er vigtigt at vide, at svingningerne er naturlige på vej til bedring. Perioder med disse svingninger er dog kortvarige og stedse mindre pinefulde.

Efter de værste symptomer på depression er væk, vil der være en periode på 2-3 måneder, hvor du fortsat kan være noget skrøbelig. I forbindelse med visse livsoplevelser kan det ske, at du får små og kortvarige perioder med forværring i tilstanden.

MEN: De små forværringer er ikke tegn på, at du får det dårligt igen. Det betyder heller ikke, at behandlingen ikke virker.

Bekymringer?

Det er meget vigtigt, at du drøfter dine bekymringer med din læge og/eller psykolog. Hvis du er indlagt, råder vi dig til at tale med din kontaktperson på afdelingen.

Det er kendetegnende for depression, at du kan have svært ved at bevare overblikket over din situation. Også i den fase, hvor du er ved at få det bedre, kan du have svært ved at bevare overblikket. Du kan have tendens til at fokusere mere på de perioder, hvor du har det dårligt. Men når du taler med din behandler om det, vil du hurtigt indse, at disse perioder heldigvis er meget korte. Det meste af tiden har du det godt.

Udskrivelse 

Hvis du har været indlagt, vil du, når bedringen rigtig kommer, begynde at være mere hjemme om dagen. På et tidspunkt begynder du at sove hjemme. Hvis du har været indlagt i længere tid, er det vigtigt, at du prøver at sove hjemme nogle nætter, før du udskrives.

Miljøet på en psykiatrisk afdeling er ofte meget trygt. Du har for eksempel altid mulighed for at tale med en anden. Når du har det dårligt, betyder det meget for dig at være i et trygt miljø. Her føler du dig beskyttet. Inden du bliver udskrevet, er det derfor vigtigt, at du har prøvet at fungere i dit sædvanlige miljø.

Dit gamle jeg 

Når du er helbredt for depressionen, vil du igen være "dit gamle jeg" med de gamle karaktertræk og den gamle adfærd. Dvs. andre vil igen opleve dig som den samme kærlige ægtefælle og forælder, og den samme hyggelige nabo og værdsatte kollega som før.

Enkelte "hårdføre" symptomer kan være lidt længere tid om at forsvinde. Men depression er ellers kendetegnet ved, at du vender tilbage til din "oprindelige" (eller habituelle) tilstand. Det betyder, at du ikke får nogle mén.

Du vil altså fungere fuldstændig på samme fysiske, psykiske og intellektuelle niveau, som før du fik depressionen. Men vær opmærksom på ikke at tage for hårdt fat i starten.

Sidst opdateret:: 28. juni 2011