Førtidspension
Socialrådgiver Susanne Qvistgaard, socialrådgiver Lena Berg og socialrådgiver Lone Bendz
Den 1. januar 2003 kom der en ny pensionslov. Der findes nu kun en type førtidspension, hvor der tidligere var fire.
Den månedlige pension efter den nye lov udgør i øjeblikket (2011) 16.594 kr. for reelt enlige. For pensionister, der er gift eller samlevende, udgør pensionen 14.105 kr. pr. måned.
Pensionister, der har fået tilkendt førtidspension efter d. 1. januar 2003, kan ikke søge om forhøjelse af pensionen, idet der med den nye lov kun findes en sats.
Pensionister, der har fået tilkendt førtidspension før d. 1. januar 2003, har stadigvæk mulighed for at søge om forhøjelse af den tilkendte pension, hvis deres lidelse er blevet forværret. Den gamle lov gælder stadig for de pensionister, der har fået tilkendt førtidspension før d. 1. januar 2003.
Det er vigtigt altid at give besked om ændringer i dine økonomiske forhold til kommunen. Det kan have betydning for pensionens størrelse. Der kan foretages reduktion af den månedlige pension på grund af din ægtefælles/samlevers indtægt, eller hvis du har anden indtægt.
Førtidspension kan tilkendes personer i alderen 18 år til folkepensionsalderen.
For at få tilkendt førtidspension skal følgende betingelser være opfyldt:
- Arbejdsevnen skal være varigt nedsat.
- Nedsættelsen af arbejdsevnen skal være af et sådant omfang, at den pågældende ikke vil være i stand til at blive selvforsørgende.
- Det skal være dokumenteret, at arbejdsevnen ikke kan forbedres ved aktivering, revalidering, behandling eller andre foranstaltninger.
- Hvis kommunen vurderer, at du skal indstilles til førtidspension, skal din sag afgøres senest inden for tre måneder. Ressourceprofilen benyttes som grundlag og dokumentation for, om du er berettiget til førtidspension.
Det er Pensionsudvalget i din kommune, der afgør, om du er berettiget til førtidspension. Du skal tilbydes et møde, hvor du kan udtale dig over for Pensionsudvalget. Du bestemmer selv, om du ønsker mødet.
Ressourceprofil
Ressourceprofilen er et redskab til at beskrive og vurdere din arbejdsevne. Den anvendes til at synliggøre dine stærke og mindre stærke sider og til at belyse, hvilke udviklingsmuligheder du besidder. I ressourceprofilen skal sagsbehandleren fokusere på dine ressourcer og udviklingsmuligheder, men samtidig forholde sig realistisk til eventuelle barrierer, du måtte have i forhold til arbejdsmarkedet.
Sagsbehandleren skal sammen med dig gennemgå de nedenstående 12 elementer i ressourceprofilen:
- Uddannelse
- Arbejdsmarkedserfaring
- Interesser
- Sociale kompetencer
- Omstillingsevne
- Indlæring
- Arbejdsrelevante ønsker
- Præstationsforventninger
- Arbejdsidentitet
- Bolig og økonomi
- Socialt netværk
- Helbred.
Formålet er at afklare, hvilke muligheder du har for at blive helt eller delvist selvforsørgende via beskæftigelse på arbejdsmarkedet. Ressourceprofilen skal bruges som grundlag for en beslutning om jobtræning, arbejdsprøvning, revalidering, fleksjob og pension.
Ressourceprofilen skal skrives af sagsbehandleren, men i samarbejde med dig. Du skal have ressourceprofilen til partshøring. Det vil sige, at du skal læse den igennem og kommentere den. Det skal ske for at sikre, at oplysningerne er korrekte, og at du er bekendt med, hvad der står om dig, inden ressourceprofilen bruges som grundlag for kommunens beslutninger.
Man kan ikke klage over ressourceprofilen, men kun over de foranstaltninger, der sættes i værk på baggrund af profilen.
Borger.dk
På www.borger.dk er det muligt at foretage en vejledende beregning af sin førtidspension. Vælg "Penge, skat og pension", vælg derefter "Førtidspension".