Sygemelding

Psykolog, ph.d., adj. professor Irene Oestrich

Når du er deprimeret, kan du have store problemer med at beskytte dig selv. Du beskytter dig selv, når du opfører dig som en "god forælder, som beskytter sit barn". Det betyder, at du skal give dig selv råd og instrukser, som beskytter dig. Du kan ikke beskytte dig selv, hvis du presser dig ud i situationer, som du ikke kan klare. Du beskytter heller ikke dig selv, hvis du ikke ved, hvad der er godt eller skidt, og derfor prøver dig eksperimenterende frem, men ikke kan klare nederlagene.

Inden en sygemelding skal du overveje, om det er en bedre løsning at gå på nedsat tid, så du bevarer tilknytningen til arbejdet og får lettere ved at starte op igen.

Konflikter

Depression kan medføre konflikter med omverdenen. Konflikter som ikke ville opstå, hvis du var rask. Som deprimeret kan du udtrykke stærke følelser som irritation, vrede, angst og gråd. Ofte gør du det i situationer, hvor du normalt ville have dæmpet følelserne. Der er ikke noget i vejen med følelserne, men de skal helst tilpasses situationen.

Du kan føle dig træt, og dit tempo kan være så nedsat, at det går ud over kvaliteten i dit arbejde. Derfor er det vigtigt, at du beskytter dig selv, og hvis du ikke kan gøre det i selve arbejdssituationen, må du overveje sygemelding.

Der er flere forhold, der kan gøre det nødvendigt, at du overvejer sygemelding:

  • Hvis dit forhold til andre er stærkt belastet af følelser som vrede og irritation
  • Hvis dit tempo er meget nedsat
  • Hvis du ikke kan koncentrere dig og hukommelsen svigter
  • Hvis du let overvældes af følelser under arbejdet og kommer til at græde
  • Hvis du kun kan gå på arbejde, når du er påvirket af alkohol.

Åben og ærlig

Det er ofte godt at være åben og ærlig. Du kan opleve sympati, medfølelse og lettelse, fordi andre forstår og beskytter dig. Det er guld værd, at du ikke skal være bange for at "blive afsløret". Det er desuden en fordel, at du ikke frygter, hvad kollegerne tænker om dig. Når du fortæller andre noget, opdager du tit, at de forstår mere, end du troede.

Hvis du vægter fordele og ulemper og stadig tvivler, så tal med én, du kan stole på, fx en god ven, din læge eller din psykolog. Derefter kan du bestemme dig. Husk, at det altid er dig, der bestemmer!

Sidst opdateret:: 28. juni 2011