Møde chefen

Psykolog, ph.d., adj. professor Irene Oestrich

Nogle af de samme overvejelser, som du bør gøre dig i forhold til dine kolleger, gælder for din overordnede. På den ene side har du ingen pligt til at sige, hvad du fejler. På den anden side er det sandsynligt, at din overordnede allerede ved, at der er noget galt.

Der er en forskel på dine kolleger og din overordnede. Din overordnede er meget interesseret i og ansvarlig for, at du fungerer på arbejdet. Hvis du i en periode ikke fungerer optimalt, så er det som regel bedst at forklare hvorfor. Samtidig sikrer du den bedste opbakning. Din overordnede ved, at du i andre perioder er en god og energisk arbejdskraft. Han eller hun kender dine ressourcer.

Pas på med at spille en underdanig rolle, når du taler med din overordnede om din depression. Det bliver lettere, når:

  • du siger tingene lige ud
  • du undgår bortforklaringer eller urealistiske løfter
  • du holder dig til fakta
  • du passer på negative sociale sammenligninger
  • du ser det som en midlertidig tilstand, der går over.

Vi råder dig til at være forberedt på at skulle håndtere nogle følelser, såsom angst, skyld, skam og vrede.

Du er i en sårbar situation. Derfor bør du passe på, at sårbarheden ikke forveksles med fakta:

  • Selv om du føler dig utilstrækkelig, er du ikke utilstrækkelig!
  • Selv om du forventer straf og kritik, er det ikke sikkert, du får det. Lad endelig være med at lægge op til kritik med udsagn som "Jeg er ikke god nok, jeg kan ikke gøre noget ordentligt!"
  • Måske føler du ikke, at du har ret til at være træt og mindre energisk. Træthed og manglende energi er en del af din sygdom. Derfor må du ikke forvente, at du kan det samme som raske og friske mennesker!
  • Husk endelig, at der sker dårlige eller uheldige ting uden, at det er din skyld!

Tænk på, at din overordnede selv er et menneske. Han eller hun har ofte selv været trist, følt sorg, smerte og haft det vanskeligt i livet og haft pårørende og nære bekendte i samme situation. På den baggrund vil han eller hun forstå, når du siger tingene, som de er. Sig aldrig andet end det, du føler dig tryg ved at sige.

Sidst opdateret:: 30. august 2010