Møde kolleger

Psykolog, ph.d., adj. professor Irene Oestrich

Det er normalt at lade sig berøre af hvad andre mener. Alle mennesker har behov for at blive accepteret, anerkendt, ønsket, holdt af, elsket, værdsat og respekteret. Når du er deprimeret, føler du dig ofte ikke anerkendt og elsket. I stedet kan du opleve konflikter og bekymring i forholdet til andre.

Dit forhold til kollegerne kan være anspændt. Sygdommen gør dig nemlig ofte:

  • Irriteret og intolerant
  • Kritiserende
  • Vred
  • Utilfreds

Derfor udtrykker du let ovenstående følelser over for dine kolleger. Konsekvensen er, at de bliver mindre overbærende med dig. De føler måske skam, skyld, skuffelse og vrede, fordi du har været fjendtlig over for dem. Måske er der noget, om det du siger, men måden du siger det på er for aggresiv.

Selvhævdelse

Du kan også blive selvhævdende. Jo mere utilstrækkelig du føler dig, jo mere kan du have behov for at kompensere med pral. Du praler, fordi du ønsker, at folk skal værdsætte dig. Du kan ligefrem blive afhængig af at blive rost og værdsat. Modsat kan du også blive fjendtlig, når du ikke opnår ros i din dagligdag. Det kan resultere i, at du føler dig overset, dårligt behandlet og måske misbrugt.

Kritik

Det kan også være, at du har været alt for behagesyg i en periode. Mange deprimerede oplever, at de gør en stor indsats, men at kollegerne afviser eller kritiserer dem. Når du føler dig kritiseret, er der måske en grund til det. Den er dog sjældent så omfattende, som du gør den til. Samtidig kan dine tanker være overdrevent negative, så du tænker:

  • "Det er forfærdeligt, jeg bliver nok fyret"
  • "Åh nej, nu tror de, jeg er dum"
  • "Jeg kan aldrig gøre noget ordentligt".

Fortælle om din depression?

Når du har fået stillet diagnosen depression og er i behandling, kan du vælge at sige det til dine kolleger. Du behøver ikke gøre det! At være deprimeret og syg hører privatlivet til. Og det er sundt og beskyttende over for dig selv, når du kun fortæller det, du føler dig tryg ved at fortælle.

Fortrolighed kan også medføre skuffelse. Det er nemlig svært for andre mennesker at holde på en "hemmelighed". Mange fortæller hemmeligheder til andre, uden at de mener noget ondt med det. Nogle mennesker har svært ved at styre deres egne fordomme, og der er altid en risiko for, at det bliver brugt imod en, hvis man er åben og ærlig.

Ikke desto mindre er det ofte den bedste løsning. Husk at hvis de andre er intolerante, fordomsfulde, mangler forståelse og viden, så siger det meget mere om dem, end det siger om dig.

Sidst opdateret:: 30. august 2010