Selvværd
Psykolog, ph.d., adj. professor Irene Oestrich
Dit selvværd kan hænge tæt sammen med dit arbejde. Ofte hænger
dit selvværd sammen med et idealiseret billede af dig selv frem for
et realistisk billede. Når du tænker på det idealistiske billede af
dig selv, oplever du måske selvtillid og perfektionisme.
Når du er deprimeret, oplever du snarere et aktuelt billede af
dig selv, som du næsten ikke kan genkende. I den situation bliver
du let selvkritisk og føler skyld, skam eller har mange
selvbebrejdelser, som skader dit selvværd.
I nedenstående skema kan du se forskellene på:
- Det ideelle dig
- Det aktuelle dig
- Det realistiske dig.
Overdrevet selvkritik
Du bør være opmærksom på, at selvkritik er et symptom på
depression. Selvkritikken kan være overdrevet helt ud i
selvbebrejdelser. Derfor skal du søge terapeutisk hjælp, hvis dine
selvkritiske tanker begynder at skade dig i dit arbejde.
Der er konstruktiv selvkritik, som fx "Dette her vil jeg gerne
være bedre til. Nu vil jeg øve mig noget mere, lære det bedre, læse
eller tage nogle kurser...". Det er en styrke at kunne se sine egne
fejl, men ikke at slå sig selv i hovedet med sine fejl.
Når du lærer at skelne mellem symptomer og realistisk
selvkritik, kan du lære at kontrollere negative tanker i
forbindelse med dit arbejde. Der er ingen tvivl om, at det er bedst
for dig at blive ved med at være aktiv - fx på arbejdet. Det er
bedst for dig, hvis du får lavet noget af dit arbejde, indtil
depressionen forsvinder. Hvis depressionen ikke forsvinder gradvist
over nogle måneder, og den påvirker dit arbejde, må du sygemelde
dig, indtil du kan vende tilbage igen.