Et sort hul

Psykiater Shashi Kant Jha

Når du er svært deprimeret, føles det som om, du er havnet i et sort hul. Du føler, at du aldrig kommer ud af hullet. Faktisk kan du være overbevist om, at du aldrig bliver rask igen, også selvom du har haft depressive episoder før og er blevet rask. Hvis du lider af depression, ser du urealistisk sort på alting.

Tristheden opsluger alt. Du kan ikke se glæde ved noget som helst. Måske begynder du at bebrejde dig selv, fordi du ikke længere oplever varme følelser for din ægtefælle, dine børn og/eller børnebørn. Du begynder at sætte spørgsmålstegn ved din egen formåen. Pludselig begynder du at tvivle på, om du kan klare ting, som du tidligere gjorde med venstre hånd. Din selvtillid lider et alvorligt knæk.

Sover dårligt

Du begynder måske at sove dårligt. Du kan have vanskeligt ved at falde i søvn. Du kan opleve, at du vågner en eller flere timer tidligere, end du plejer, og ikke kan falde i søvn igen. Du ligger i sengen og spekulerer over alt det negative, du kan komme i tanker om.

Derfor kan du være:

  • Umådelig træt.
  • Tappet for energi og ikke være i stand til at klare basale aktiviteter i din dagligdag.
  • Ukoncentreret, hvilket bl.a. resulterer i, at du har svært ved at læse og gøre andet, du før holdt af. Dårlig koncentration kan få en til at føle, at man har hukommelsesbesvær.

Du spiser måske uden lyst og uden, at maden smager som tidligere. Nogle gange mister du fuldstændig lysten til at spise, og derfor taber du dig sikkert.

Læs mere om symptomer på depression her.

Ikke din skyld

Du begynder måske at spekulere over, om det er din skyld, at du har fået det dårligt. Hos nogle kan det være en udbredt tankegang. Men du må forstå, at det IKKE er din skyld eller fejl, at du lider af depression. Det er heller ikke din skyld, hvis du får sukkersyge.

Du kan udadtil være det lykkeligste menneske på jorden. Men når der sker forstyrrelser i den kemiske balance i din hjerne, kan du alligevel få en depression.

Du kan begynde at tænke, at familien er bedst tjent med, at du ikke eksisterer, og at det ville være bedst, hvis du ikke vågnede næste morgen. Hvis du har det forfærdeligt dårligt, kan endnu sværere selvdestruktive tanker rumstere i dit hoved. Hvis dine selvdestruktive tanker begynder at blive påtrængende og vedvarende, råder vi dig til omgående at tage kontakt til din nærmeste psykiatriske skadestue. Muligvis finder lægen ud af, at det er bedst for dig, at du bliver indlagt.

Fortæl om det

Du skal huske, at du ikke er alene om at have en depression. Alligevel kan du føle, at du er den eneste depressive person, der findes, når du er langt nede. Det er vigtigt, at du fortæller dine nærmeste, at du lider af en depression. Det giver dem bedre mulighed for at forstå dine reaktioner og at støtte og hjælpe dig.

Foruden din ægtefælle bør du også fortælle dine større børn, at du lider af en depression. Vi råder dig til at fortælle dem, at du ikke er dit "gamle jeg" for tiden. De skal bl.a. vide, at du fortsat holder af dem, men at du ikke har kræfter til at give udtryk for dine følelser.

De fleste psykiatriske afdelinger tilbyder deltagelse i grupper for pårørende. Der findes også patientforeninger, som kan støtte, vejlede og informere.

Sidst opdateret:: 20. november 2009