Kan ramme alle

Kirsten

Nu hvor vi er i et nyt årtusinde, synes jeg, at tiden er inde til at ændre opfattelsen af deprimerede. Mange ved overhovedet ikke, hvad det betyder at være deprimeret. De tror, at "deprimerede bare skal have noget at bestille. Så får de kontakt med andre og nogle at tale med. De tror, det løser alt".

Vores problem

Der hersker en generel opfattelse af, at deprimerede har problemer. Mange tror, at det er derfor, vi er deprimerede. Men det er omvendt. Vi har problemer, fordi vi er deprimerede. Det er ikke vores barndom, kæreste eller arbejde, der er problemet. Det er selve sygdommen depression.

Medier og depression

Medierne formidler historier om kendte mennesker, som har arbejdet sig ud af en depression. Men de har åbenbart ikke været deprimerede. For man kan ikke arbejde sig ud af en depression. Depression kendetegnes ved, at man ikke selv kan helbrede den. Det er en alvorlig sygdom, som kan koste den syge livet.

Uvidenhed skader

Raske mennesker bruger tit alvorlige diagnoser i hverdagen. Nogle siger: "Jeg blev deprimeret, da maden brændte på" eller, "jeg blev skizofren af alle de valgmuligheder". Tilstandene har intet med diagnoserne "depression" og "skizofreni" at gøre. Talemåderne ødelægger tværtimod opfattelsen af os, som er alvorligt syge. Vi bliver latterliggjorte. Arbejde kan forværre tilstanden. Arbejdet kan gøre den deprimerede endnu mere syg. Mange deprimerede lider af morgenforværring. Alligevel skal vi passe vores arbejde. Det betyder, at vi må gå i krig i stedet for at gå på arbejde. Det gør os stressede.

Stress vedligeholder og forværrer depressionen. Stress gør os kronisk syge. Dermed er vi ude af stand til at søge hjælp i tide. Vi har ingen kræfter tilbage.

Arbejde helbreder ikke

Jakob Haugaard har sagt: "Hvis arbejde er sundt, så giv det til de syge". Det forsøger regeringen at gøre. Nu skal alle i arbejde, koste hvad det vil. Jeg vil gerne fortælle, hvad et såkaldt "helbredende" arbejde kostede mig. Mit eksempel er fra en helt almindelig morgen.

En almindelig morgen

Jeg havde mareridt fra kl. 5, hvor jeg faldt i søvn. Jeg skulle møde på arbejde kl. 7.30. Jeg var så angst, at jeg ikke kunne kontrollere mine bevægelser. Min krop var tung og træt. Med rystende hænder væltede jeg min medicin ud af glasset. Jeg vidste, der ville gå uger, inden den virkede.

Min tilstand gjorde det umuligt at spise. Ved bussen var jeg lige ved at besvime. Da jeg endelig nåede på arbejde, fik jeg en reprimande. Hvis jeg ville beholde mit job, skulle jeg møde til tiden. Jeg følte, at jeg var kommet til helvede. Derfor løb jeg ud af virksomheden. Og jeg husker ikke, hvordan jeg fik fat i den taxa, som bragte mig hjem.

Et liv på pension

Vi deprimerede, som ikke får den rette behandling, giver samfundet store omkostninger. Deprimerede er ofte "sager", som havner på Socialforvaltningens bord. Alt for ofte bliver "løsningen" grotesk - at vi syge skal uddannes og tilbage på arbejdsmarkedet. Så er den onde cirkel sluttet. For sådan ender vi med et liv på pension - et liv på vågeblus. Pensionen er lav og boligstøtten reduceres over 4-5 år. Nogle må skifte bolig og oplever yderligere stress forbundet hermed. Det er en rigtig ond cirkel.

Store omkostninger

Jeg synes, at det politiske system stresser de syge for at spare småbeløb. Der er ingen, der tænker på, at én med depression i udbrud knapt kan overkomme at spise, tale eller gå. Deprimerede er ofte uarbejdsdygtige trods medicinsk behandling. Ved politikere og almindelige mennesker det?

Håb i helvede

At være deprimeret er som at leve i helvede. Der er kun én god ting at sige om depression. Uden os deprimerede ville ingen være normale. Kendskabet til depression bør udbredes. For vores liv er som en gyserfilm.

Den handler om en "barmhjertig samaritan", som forlanger, at den sårede gør ham en tjeneste, før han yder hjælp. Sådan oplever mange det sociale system. En depressionsramt sendes i aktivering - selv når han modtager sygedagpenge. Sådan er loven indrettet. Men hvorfor bliver vi syge aldrig taget med på råd? Tænk over det, alle jer raske. En dag er I de forsvarsløse. Fordi depression er en folkesygdom, som kan ramme alle.

Sidst opdateret:: 23. november 2009