Sort

Heidi, 26 år

Om natten er der sort - måske lyser månen lidt op. Minder os om, at vi ikke er den eneste planet i universet. Måske lyser stjernerne på himlen - lyser ganske svagt - men det er stadig mørkt - sort. Det sorte er så stort - så uendeligt. Mørket omfavner mig - lige meget hvorhen jeg går - er der stadig mørkt. Mørkt og koldt. Uendeligt.

Om dagen er der sort - måske lyser solen lidt op. Minder os om, at vi ikke er den eneste planet i universet. Måske blænder solen mig en smule engang i mellem - men der er stadig mørkt - sort. Jeg famler mig frem - kan ikke finde vejen. Kan ikke finde den vej jeg trådte af for mange måneder siden. Mørket omfavner mig - men det føles ikke rart. Det føles koldt - det føles klamt.

Jeg traver gennem mørket. Man skulle tro, at mine øjne havde vænnet sig til mørket nu - men jeg vænner mig aldrig til det. Jeg føler mig så alene - helt alene i mørket - det uendelige - det kolde. Jeg fandt en lommelygte - den hjælper mig gennem det værste. Den hjælper mig fra at blive sindssyg. Men det er ikke godt nok - den giver mig ikke det lys, jeg behøver for at overleve.

For nogle måneder siden fandt jeg en sti. Noget sagde mig, at jeg skulle følge den. Den var kringlet - der var bakker - den var ujævn. Men jeg klarede den - jeg gik indtil stien endte. Jeg var træt - udmattet - men for enden af stien ventede nogle rare mennesker på mig. De sagde jeg måtte blive lidt hos dem - ikke evigt, men indtil jeg fik kræfter igen. Der var dejlig trygt at være - lyst og varmt.

Efter en tid følte jeg, at jeg havde kræfterne - jeg troede, det var blevet lyst udenfor. Åbnede døren - så solen skinne. Gik ind til de rare mennesker - græd lidt, da jeg tog afsked med dem. Et eller andet sted følte jeg, at jeg var parat til at gå ud i skoven igen - nu var der jo lyst igen. På den anden side ville jeg allerhelst blive, hvor jeg var - her havde jeg det jo godt - her fik jeg energien tilbage.

Men noget/nogen kendt pressede mig til at gå i skoven igen. Der var jo lyst derude - så hvad lavede jeg her? De første kilometer gik godt - jeg sang endda lidt, mens jeg gik. Smilede - mødte pludselig en masse mennesker. Mennesker, jeg aldrig før havde set, talte til mig. Mennesker, jeg havde set vende mig ryggen i mørket, kom nu hen og talte med mig. Fjernede ihærdigt min angst for mørket - forsikrede mig om - at solen aldrig mere ville gå ned.

Pludselig ændrede lyset sig - det blev dunkelt. Mærkede den velkendte angst langsomt snige sig ind på mig. Prøvede at ignorere det - ville ikke tænde min lommelygte - alle de andre kunne jo godt orientere sig. De andre gik meget længere fremme end jeg - jeg kunne ikke indhente dem. Kunne ikke råbe dem op. Sort - mørkt - koldt. Alene! Kan høre deres stemmer - men kan ikke se dem. De kan ikke høre mig mere.

Jeg har brug for hjælp til at finde vej igen. Men der er ingen jeg kan spørge om vej - jeg er alene. Helt alene. Nu virker lommelygten ikke engang mere - helt mørkt - koldt. Hører en masse stemmer - men ser intet. Kigger mod himlen - har lyst til at skrige - men hvorfor? Ingen hører mig alligevel! Jeg er alene i mørket. Min krop gør ondt - mit hoved dunker - min mave føles som et åbent sår. Jeg kan ikke holde til ret meget mere.

Jeg må finde lyset. Finde det lys der kan gøre mig godt - håber at finde en sti, der fører mig til et rart og trygt sted. Ligesom det sidste. Hvorfor blev jeg der ikke? - Hvornår lærer jeg at lytte til mig selv? - Hvornår lærer jeg? Jeg både søger og frygter lyset - der er forskellige former for lys. Der er den livsgivende og trygge - og så er der den uendelige - den der på mange måder minder lidt om mørket.

Dette billede illustrerer min historie, skriver Heidi Larsen.

Jeg vil ikke ind i det uendelige lys - selvom jeg muligvis ville have svært ved at vende om, hvis jeg mødte det. Jeg vil finde det livsgivende lys - og jeg vil beholde det. Jeg vil lære begrebet dag & nat! Lys & mørke. Nyde dagene - lade lyset give mig energi. Bruge min energi - slappe af om natten. Sove trygt i mørket. Ikke være bange og føle panik - hvis mørket en dag skyggede for lyset. Det oplever alle - En mørk dag.

Jeg vender mig mod den mørke himmel - sætter mig ned - tårene løber ned af kinderne på mig. Krummer mig sammen, når mavesmerterne tager til - ryster. Beder til, at jeg kan få et tegn - et praj om, hvor langt jeg er fra den vej, jeg gik fra. Den vej, der fører mig tilbage til lyset - livets lys! Ikke det uendelige lys! Giv mig styrke til at afslå at træde ind i det uendelige lys - giv mig styrke til at fortsætte min ensomme vandring.