Blod, sved og tårer

Agnethe

Det hele startede i februar 2000. Dengang stod jeg med mit lille barn og et brudt bryllupsløfte.

Jeg skulle have været gift i marts 2000. Men i stedet stod jeg og skulle ringe afbud til de mennesker, der var inviterede. Det var dybt uretfærdigt – for det var jo ikke mig, der brød. Det var ham.

Jeg stod ude på gaden med en lille pige på armen. Min selvtillid var, som den hele tiden har været. Jeg var bundulykkelig og magtede ikke at tage af mig af andet end min datter.

Mistede min datter

Kommunen mente, at jeg svigtede min datter. Derfor dukkede de op, og tog hende den 22. juni 2000. Her stod jeg og forstod ikke, hvorfor de gjorde det imod mig. Jeg stod endnu engang helt alene og græd mine øjne ud.

Mine forældre, de dukkede op på det tidspunkt, men ikke efter dette. De har aldrig nævnt, hvad det var, der skete. Jeg begyndte på Zoloft, og jeg fik det bedre.

Men mine forældre begyndte at fortælle mig, at pillerne ikke virkede. Jeg gjorde, som de sagde og stoppede med dem.

Græd i timevis

Det gik galt igen. Den 26. oktober 2000 skulle min kæreste til Tyskland sammen med hans venner. Jeg ved ikke, hvad der gik galt, men jeg begyndte at sidde at græde i timevis og kunne bare ikke få stoppet igen.

Min lillesøster dukkede uanmeldt op og sad og holdt mig i hånden. Hun foreslog, at jeg skulle ringe til min kæreste. Han blev sur over, at jeg ville have, han kom ned til mig.

Men efter ca. en times telefonsamtale, kom han. Da han ankom med toget, stod jeg lænet op ad et skilt på det mørkeste sted på perronen. Da han fik øje på mig, blev han dybt overrasket og sagde ikke noget hele vejen hjem. Han puttede mig i seng og nussede mig i håb om, at jeg ville falde til ro.

Min kæreste tog afsted til Tyskland igen til trods for, at jeg bad ham om at blive. Jeg var bange for at være alene. Bange for, hvad der var ved at ske med mig. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre.

Jeg mistede totalt tilliden til ham. Han var ikke klar over, at jeg mistede tilliden til ham, og hvor meget det har kostet mig at få den bygget op igen.

Det går bedre

Jeg kom igen i behandling. Denne gang går det bedre. Jeg går i samtaleterapi og begynder at få samling på mit liv.

Min kæreste har fået sagt undskyld. Vi er blevet enige om at flytte sammen. Vi har også fundet ud af, at min datter har det bedre dér, hvor hun er lige nu. Hun bliver der, indtil jeg har fået det meget bedre.

Min sjæl er ikke hel

Selvom jeg er i bedring, kan jeg godt mærke, at min sjæl ikke er hel. Der er stadigvæk ting, som plager mig – blandt andet mine forældres svigt, mobningen, ensomheden og til sidst min spiseforstyrrelse.

Jeg ved godt, at jeg ikke kan komme hel ud af denne her depression. Men jeg skal nok komme igennem den, selvom det kræver blod, sved og tårer.

Jeg håber, at nogle kan bruge min historie til noget...

Tanker fra Agnethe