Lyst til livet!

Torben, 26 år

I september 1999 blev jeg indlagt på psykiatrisk hospital efter den værste krise i mit liv. Krisen hed depression. Jeg troede aldrig, at jeg skulle blive mig selv igen. Troede aldrig, at jeg ville få glæden over livet tilbage.

Vejen frem...

Så svært havde jeg det, så sorte var mine tanker. Og det førte næsten til, at jeg ville tage mit eget liv. Jeg blev indlagt på psykiatrisk hospital efter et selvmordsforsøg. Fra den dag, var der kun en vej ud af sygdommen. Det var at se frem. At få det bedste ud af livet efter, jeg havde været så tæt på at miste det.

Min barndom

Min barndom var lys og lykkelig – indtil 7. Klasse. Da husker jeg, at mine tanker og mit selvværd blev ødelagt af en indre uro og angst. Min lyst til at deltage i det sociale liv forsvandt gradvist. Dengang var jeg ikke bevidst om ændringen i min adfærd. Det var vel blot en naturlig del af puberteten. Jeg var sikker på, at selvværdet nok skulle komme tilbage. Så jeg fortsatte mit liv uden at fortælle andre, hvordan jeg egentlig havde det.

Efter folkeskolen fik jeg det værre. Jeg sad ofte hjemme foran fjernsynet. Jeg isolerede mig fra omverdenen med mine melankolske tanker og sind.

Levede i et bur

Dagligdagen bestod i at gå i skole om morgenen uden at have lyst. Efter skole tog jeg hjem og burede mig inde. Jeg havde ingen venner. Jeg havde ikke overskud til at deltage i det sociale liv. Jeg blev mere og mere indelukket og selvudslettende.

Prisen for uvidenhed

Efter 10. klasse tog jeg på handelsskole. Jeg havde det endnu værre end året før. Jeg var blevet 17 år. Jeg troede stadig, at min adfærd var naturlig. Jeg så ikke faresignalerne på depression. Min og andres uvidenhed gjorde, at jeg ikke fandt årsagen til min usikkerhed og manglende livsglæde.

Efter afsluttet handelsskole med fine resultater levede jeg stadig i et helvede. Jeg troede, at jeg var kørt træt i skolebøgerne. Derfor trængte jeg til en pause.

Pausen kom til at vare fra 1994-1998. Det var fire år fyldt med søgen efter glæden i livet.

Mit sorte sind

Jeg fik arbejde, men jeg fandt ingen glæde i det. Jeg fandt kærester, men mit sorte sind ødelagde forholdene i løbet af kort tid. Jeg gemte mig fra ansvar, risiko og chancer, fordi jeg ikke magtede det. Jeg tumlede rundt i tilværelsens mørke afkroge og havde det rigtig elendigt.

Professionel hjælp

Efter hårde overvejelser tog jeg mig en dag sammen til at kontakte en psykolog. Jeg havde indset, at jeg ikke kunne klare problemerne selv. Jeg havde brug for "professionel hjælp".

Sammen med psykologen forsøgte jeg at finde årsagen til problemet. Men vi fandt det ikke. Jeg fik det ikke bedre af alle samtalerne. Faktisk følte jeg mig endnu mere i vildrede. Psykologhjælp virkede ikke. Hvad skulle jeg nu gøre?

Tid til fortrængning

Som 24-årig sagde jeg til mig selv: "Nu er det på tide at fortrænge elendigheden og komme videre med livet".

Jeg startede derfor på læreruddannelsen uden at have lyst til at være lærer. Men jeg kunne uden problemer komme ind på uddannelsen. Derfor valgte jeg den.

Jeg brugte uanede kræfter på at fortrænge min elendighed. Jeg brugte uanede kræfter på at smile, når jeg havde mest lyst til at græde. Brugte kræfter på at være glad, når jeg var trist.

Min krop sagde stop

Det blev for meget for min krop. Jeg mistede lysten til at spise, og tabte 10 kg. Jeg sov ad helvede til om natten. Jeg vågnede tidligt - badet i angstens sved.

Jeg isolerede mig. Jeg trak mig længere ind i mørket, tættere mod døden. En dag stod jeg på afgrunden mellem liv og død.

Diagnosen

Den dejligste og varmeste sommer i Danmark i 1999 blev den mørkeste og koldeste for mig.

Mine tanker kredsede om selvmord. Heldigvis fik jeg hjælp af familien. De slæbte mig hen til lægen, hvor jeg fik diagnosen depression. Jeg var i vildrede. Jeg skulle nemlig tage piller for at blive rask. Det forbandt jeg med "at lægge låg på problemerne". Man tager ikke piller mod en psykisk lidelse, mente jeg. I dag ved jeg, at det er løgn, jeg lagde ikke låg på.

Helvede

Jeg følte, at mit liv var elendigt. Jeg havde en depression og tog piller. Derfor forsøgte jeg selvmord i august 1999. Bagefter blev jeg indlagt på psykiatrisk hospital. Først der blev mine fordomme vendt til selvforståelse.

Jeg fik antidepressiv medicin. Jeg har det fint med at tage pillerne. De har givet mig mit liv tilbage. Hvad andre mener om, at pillerne er noget pjat, det giver jeg ikke noget for. Disse personer er uvidende om, hvad depression er.

Velkommen til livet

Pillerne har sammen med støtte fra min familie og nærmeste hjulpet mig ud af helvedet. At der skulle gå 13 år af mit liv, før jeg fik glæden tilbage, er ærgerligt. Men jeg kan og vil ikke have ondt af mig selv. Jeg ser fremad og nyder hver eneste dag på denne jord, når jeg har det godt.

Du får det også godt igen min ven, tro mig!

Når jeg fortæller dig om min sygdom, og livet jeg har fået tilbage, så håber jeg, at du sammen med mig og andre, vil være med til at fortælle og oplyse Danmark om sygdommen. På den måde kan vi få bugt med det uretfærdige tabu, som lidelsen er belagt med.

Vi ses, når du er rask og klar

Til den tid kan du nemlig, ligesom jeg, være åben om din sygdom. For åbenhed og oplysning skaber den livslinje, vi har brug for i et uvidende samfund.