Den Dansende Dæmon

Ole Michelsen

Ole Michelsen

Uddrag af 1. kapitel

Min mor var en lille tyk dame, men det var hun ligeglad med. Hun var forfængelig på vores vegne men ikke på egne. Hun havde en meget stor bagdel, som hun brugte mange år til at sidde på, og hun sad godt og solidt, der hvor hun var plantet. Men hun havde en meget livfuld måde at sidde på. Der var energi i hende, også når hun var i ro, og hun tænkte meget, ikke mindst på mig. Jeg tænker meget på hende, nu da hun har været død i nogle år. Jeg tænker ikke mindst på alle de gange, hvor hun har siddet og tænkt kærligt men nok mest bekymret på mig. Dengang jeg drak, irriterede det mig, fordi jeg ikke brød mig om at hun blandede sig i mit liv, ikke engang i sine tanker. Når tanken om hendes bagdel opstår nu, er det nok fordi jeg har fået to tørre pletter, en på hver røvballe. Sygeplejersken, som giver os vitaminindsprøjtninger, har sagt, at jeg bare skal smøre lidt creme på pletterne, og hun har nok ret i, at det ikke er mit største problem.

Det er sommer i Nordjylland og formentlig i resten af landet, men min opmærksomhed strækker sig ikke så langt. Jeg er nok inde i den mest indskrænkede fase, jeg har været i i mit liv. Verden er lille og samtidig ubærlig. Humøret er også lille, så lille, at jeg ikke ved, hvor det er. jeg kan ikke få øje på det. jeg leder efter det hver morgen. Men det er der ikke, man kan ikke engang betegne tilstanden som dårligt humør, mismod eller noget i den retning. Det er nærmest, som om jeg ikke er der og har tabt mig selv et eller andet sted langt bagude.

Man kan sige, at jeg går rundt på et behandlingshjem for alkoholikere og venter på, at jeg skal indfinde mig, så jeg kan komme i gang med behandlingen. Det var jo det, der var meningen. Indimellem går jeg ud i indkørslen og står og kigger ud over de flade marker. Der hvor Blicher gik med sin jagthund med to bekkasiner ved tasken og en pot brændevin i maven. Det kan der være en lille trøst i, men på den anden side er der ikke meget forslag i litterære referencer for en alkoholiker. Ikke mere, men det var der engang. Dengang hvor det at drikke var en del af en lang og følsom tradition for en vis type mennesker, hvis sensibilitet har et højere omdrejningstal end den almene hobs. Nej, der var ikke megen trøst i Blicher, ligesom der ikke var megen trøst i andre mennesker. Det er specielt vanskeligt at opmuntre et menneske, som ikke er til stede. Min krop var blevet udstationeret, tvangsforflyttet, sendt i eksil, men sjælen, det der var tilbage af den, sad formentlig på et lille morgenværtshus eller bevægede sig omkring en kær kvinde, som jeg savnede, selvom hun var en af dem, der havde tilskyndet mig til at gå i eksil.

Her var jeg. Alene, som krop med to tørre pletter på røvballerne og med selvmedlidenheden boblende i halsen. En perlende selvmedlidenhed baseret på salt, kuldslået danskvand og helt uden champagnens formildende og prikkende stimulation. Hvis jeg skal sige det som det er, så er jeg ikke meget for alkoholikere. Folk, der drikker, siger mig ikke noget. Det er både barnligt og fattigt at drikke. Det er udtryk for åndelig hjælpeløshed at drikke, og selvom der selvfølgelig er flere kategorier af drankere i dette land, så er der alligevel nogle fælles træk, som jeg på det skarpeste må tage afstand fra. Klynkeriet, uselvstændigheden, løgnagtigheden og ikke mindst sentimentaliteten. Rørstrømske, rødrandede øjne. Den blødagtige imødekommenhed over for omverdenen, fordi drankeren altid er i underkant og derfor må være lidt venligere, lidt mere undskyldende end alle andre. Når han ikke er aggressiv og bralrende, er han ulidelig behagesyg. Han kender jo sit problem og ved, at han altid er lidt ringere stillet end sine ædru medmennesker. Det er ikke nødvendigvis udtryk for, at han opfører sig bedre end andre. Det kan tværtimod give sig udtryk i arrogant bedreviden for de skolede alkoholikere, og hos de jævnere eksemplarer af racen kan underlegenheden give sig udslag i voldelighed. Ja, tak for kaffe. Det var altså det publikum, jeg var bundet og bastet til at være sammen med de næste mange uger. Vorherre bevares.

Klokken ringede til dagens første bønnemøde, og lærken jublede over mit hoved, ædru ad helvede til. Provokerende glad, velfungerende anbragt i sin normalitet. jeg ved ikke, hvad jeg ville have givet for at bytte med den. For at svæve i luften og fornemme solens stille og determinerede opgang og høre jorden vågne uden tømmermænd. Men en tilværelse som muldvarp kunne nu også gøre det. At få lov til at skubbe jord rundt i mørke gange, hvor solen ikke trænger ind i de smertende øjne. Tænk at få lov til at lave de sirlige bunker af opstemmet jord på den pæne parcelhusejers dødkedelige græsplæne og høre ham trampe rundt i sit hjælpeløse raseri og så vide, at der altid er en ny gang, hvor man kan gemme sig og samle energi til den næste undergravning. Og så måtte vi ikke ryge under morgenmødet. Jeg satte mig mellem Niels og Laurids. Dem havde jeg talt lidt med. Niels var landmand i Sønderjylland. Han drak for meget brændevin i laden, sagde han, og så havde konen ringet til behandlingshjemmet, og han havde besluttet sig til at være positiv.

Laurids var bogtrykker i Randers. Han var en gammel mand på 78, og jeg kunne ikke fatte, hvad han ville på en forbedringsanstalt. Hvorfor kunne han ikke med den alder bare få lov til at drikke sig ihjel? Jo, svarede han, men jeg vil så gerne prøve at opleve mine børnebørn ædru. jeg skal sige dig en ting. Jeg er så flov, når jeg er fuld og de kommer på besøg. Her siger de, det aldrig er for sent. Mødelederen sad under den grønne tavle og udstrålede et uforskammet velvære. Han havde lige været i et dejligt bad, kunne man se. Han havde formodentlig også været ude og løbe 10 km ad markvejene. Han havde foran sig en stor kop velskænket kaffe, og som så mange andre på det her tragikomiske sted havde han skrevet sit navn på koppen med en spritpen. Bare ordet spritpen sendte en stråle af længsel igennem mig. Ulla blev bedt om at læse dagens tekst fra den lille blå bog med den opgående sol på forsiden. 24 timer ad gangen hedder den. Den havde de allesammen købt i kiosken. Den var lige så vigtig som slikket og smøgerne, sagde de. Men jeg havde ikke lyst til at læse, så jeg udsatte at købe den.

„Indtil vi begyndte i AA, havde de fleste af os desperat forsøgt at holde op med at drikke. Vi var fyldt med illusioner om at vi kunne drikke som vore venner. Gang på gang forsøgte vi at tage det- eller lade det stå, men kunne ingen af delene. Bestandig gled vi ind i et vedvarende, ulykkeligt drikkeri. Mand eller kone, familie, venner og arbejdskammerater slog ud med hænderne i såret forvirring, for-tvivlelse og til sidst afsky. Vi ønskede at holde op. Vi indså, at enhver årsag til at drikke kun var en vanvittig undskyldning. "Har jeg opgivet enhver undskyldning for at drikke?" Det var en prøvelse at høre på. Ulla kunne knapt læse indenad. Hun hakkede sig gennem teksten, som om det var en sonet af Shakespeare og ikke blot en temmelig ubehjælpsomt formuleret antidruktekst. Når man ikke kunne forvente af Ulla, at hun var i stand til at læse op, kunne man da i det mindste forvente, at de højtbetalte pædagoger gav os tekster af en vis lødighed. Man slår ikke ud med hænderne, men med armene. Det var niveauet, og det skulle man sidde og høre på og betale ca. 40.000 kr. for? Hvis det så havde været i Californien omgivet af amerikanske skuespillerinder i en flugtstol ved svømmebassinets kant. Men i Jylland og med de rejsekammerater!

Ordet gik bordet rundt, og jeg sad og undrede mig. De sagde deres fornavn og tilføjede: jeg er alkoholiker. jeg har sovet nogenlunde i nat. jeg har ikke haft mareridt. jeg har tænkt mig at være positiv over for det, jeg skal lære i dag, og jeg vil ikke genere de mennesker, jeg møder på min vej i dag. jeg har besluttet mig til at holde mig ædru de næste 24 timer. Tak for mig. Sådan noget sad de og sagde - allesammen. Og det blev min tur. Jeg sagde mit navn og tilføjede, at jeg nok havde et alkoholproblem, og at jeg havde sovet forfærdeligt. Men det der med at sige, jeg var alkoholiker. Det kunne ikke komme over mine læber. Det ville ikke ud, fordi jeg - fordi hvad? Ville jeg ikke indrømme det? Eller mente jeg stadig, at jeg ikke var rigtig alkoholiker? Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke noget. Jeg er her ikke. Min sjæl er et andet sted. Jeg er død. Jeg er en mekanisk dukke, som gør hvad den er programmeret til, men forvent ikke, at jeg skal kunne forstå, hvad jeg gør. Budskabet kan ikke trænge ind, for der er intet at trænge ind i. Jeg er ked af at være her. Jeg er ked af mig selv, og hvis jeg så bare havde været kær af Himlen.

Længe efter - meget længe efter - tænker jeg, at min eneste tro følgesvend i den situation var min benægtelse. Jeg ville ikke un-derkaste mig ædruelighedens tyranni. Jeg ville ikke udkoble min selvbestemmelse, min personlige frihed. Men - det slår mig - jeg havde også en anden følgesvend, min indre alkoholiker, dæmo-nen. Og det var ham, der sad ved det lange bord den morgen den 5. juli. Det værste man kunne udsætte ham for var ikke moralprædikener og samtaleterapi, men ganske enkelt at tage stoffet fra ham. Han forsvarede sig med næb og kløer og sad og glædede sig til en forfriskning, en gewesen, en lille en til halsen. Han har sit eget sprog. Han taler i en blanding af bodegavendinger og eksistentielle udsagn. Han ser verden som et sted, hvor der skal drikkes, og hans evne til at argumentere er ekstremt udviklet. Der er altid en god grund til at drikke, siger han. Er du glad og har gjort noget godt, skal du have en belønning ligesom alle andre mennesker i dette land. Du er jo blot et produkt af en ældgammel kultur, hvor indtagelse af alkohol er en naturlig smørelse af et rustent maskineri. Og husk på, at der er så megen glæde, så mange gode stunder i venners lag, hvor det at drikke er den mest naturlige ting i verden. Du gør bare som alle andre, men husk samtidig, at du ikke er som alle andre. Du har dine egne helt specielle gode grunde til at drikke. Du er nemlig et mere følsomt menneske end de fleste af dine medmennesker. Følsomme mennesker må have trøst. De har vel nærmest krav på det. Husk hvor svært dit liv har været. AI den smerte kan du ikke sidde alene med. Jeg er hos dig.

Således talte og sagde min indre alkoholiker. Han er, om ikke et menneske, så dog en gestalt, som udtrykker sig meget klart og menneskelignende. Det måtte jeg medgive ham, og selvom jeg var i konflikt med ham, måtte jeg også indrømme ham, at han havde været underholdende at bo sammen med. Jeg var på frokostholdet. De havde den opfattelse, at det var godt for os at have opgaver. Det var en del af en resocialiseringsproces, tror jeg nok. Vi rettede tallerkenerne an og stillede letmælk og saft op på bordene. Min opgave var at hente Georg. Georg den gyldne, en af de få med eneværelse. Han var pensioneret pilot hos SAS og havde sin egen opfattelse af behandlingshjemmet. Han deltog ikke i undervisningen, fordi han ikke fandt det væsentligt at finde frem til en anden holdning til sit problem. Han drak blot lidt for meget i perioder og betalte sig til en afrusning på samme måde som hans forfædre tog til Karlsbad for at bade, blive opvartet og renset ud. Det var sproget hos Georg, som var gyldent, ikke hans udseende. Han åbnede døren, iført en grå sommerhabit og et lidt plettet, bordeauxfarvet slips. Han lignede en krydsning mellem Bjarne Liller og Chet Baker. Min ven, sagde han, hvor er jeg glad for at se dig. Jeg har lige siddet her på min seng og tænkt på, at mit liv minder lidt om Dean Martins. Jeg har mødt ham i Las Vegas, og han gav mig to billetter til en af sine koncerter. Men jeg kunne ikke. Jeg skulle flyve til Seattle samme aften. Hvorfor er du her?

Jeg tog ham om livet og fulgte ham over gårdspladsen, mens han fortalte mig, at han for nylig var blevet skilt, og jeg svarede ham, at det var vi alle, og hvis der var en enkelt af os, som ikke var skilt, var det kun et spørgsmål om tid. Har d' herrer noget imod jeg sætter mig her? Georg bøjede sig høfligt ind over bordet og væltede en kande vand ned i skødet på Bjarne, som kun var iført shorts. Vandet løb sammen med sveden ned over hans tykke glinsende mave. Hør lige her, Georg. Du er for meget ... John var stedets venlige og hjælpsomme altmuligmand. Han røg cigarer og havde drukket i 40 år. Nu var han ædru på femte år og bestyrede kiosken, som havde udviklet sig til en blomstrende forretning. Slik og smøger blev skovlet over disken. Johns elskelighed gav gode muligheder for kredit. Hans filosofi var overraskende og enkel. Alkoholikere er usædvanlig søde mennesker, sagde han. Gu' er de ej, sagde Georg. Jeg kan ikke udstå folk, der drikker. Jeg har mine specielle grunde til at drikke lidt for meget indimel-lem. Men alkoholiker, det er jeg ikke. Det er I andre. Hvad fanden laver du så her? spurgte Bjarne, mens han forsøgte at sluge 8 vitaminpiller fra den lille flettede kurv på bordet. Jeg er her, fordi jeg elsker den barske jyske natur. Min svigersøn henter mig i overmorgen. Vi skal til Provence, hvor jeg har et lille hus. Jeg skriver på en bog om Struensee. Men ham har du vel aldrig hørt om, din ignorant. Alle her drak eller havde drukket. Også Georg, og alle underviserne og chefen og hans sekretær. Området var støvsuget for normale mennesker, bortset fra sygeplejersken og lægen, som kom og tog blodprøver på os og målte levertallene. Samme eftermiddag skulle Georg have målt sit levertal, og da sygeplejersken hentede ham, sagde han: Giv mig en lever, mens jeg blomstrer.

Karl Otto var dyrlæge, men hans lidenskab var flymotorer. Hans kone var amtsjordemor og en meget aktiv lokalpolitiker. Så aktiv, at det var ved at vælte Karl Otto. Jo mere hun foldede sig ud, des mere skrumpede han ind. Hun havde fortalt ham, at Aalborg var blevet for lille en by for dem begge, og hun havde flere gange truet med at smide ham ud, men han gjorde alt for at få lov at blive. Arbejdet på slagteriet blev forsømt. Han havde ca. 125 sygedage om året. Men hans chef og kollegerne elskede ham, fordi han var mildheden og hjælpsomheden selv. Ganske vist var han lidt verdensfjern efter frokost, når han rent faktisk passede sit arbejde, men tolerancen over for ham var stor, ikke mindst fordi man mente, at det måtte var en stor belastning for en så blid mand at have en så ambitiøs kone. Karl Otto var en alkoholiker, som tiltrak sig al denne verdens medlidenhed. Hans mor forgudede ham. Amatørmekanikerne gik aldrig forgæves til ham. Han var manden, der altid var villig til at fremskaffe en sjælden reservedel. Han solgte dem ikke, han gav dem væk. Den eneste, der hadede ham gedigent og inderligt, var konen, jordemoderen. Når han lavede hyggelig middag til hende og tændte stearinlys på middagsbordet, så hun på ham med et iskoldt nordisk blik med øjne, der gnistrede af lys, klarhed, intolerance og ædruelighed, og sagde: Har du haft en hyggelig dag i garagen? Du kan godt fjerne det vinglas fra min kuvert. Du ved, jeg ikke drikkerom hverdagen. Det skal være meget festligt, hvis jeg skal drikke, og det skal meget nødig være sammen med dig. Men jeg elsker hende alligevel, sagde Karl Otto, da vi gik ned i til søen efter frokost. Jeg kan ikke leve uden hende. Men uanset hvad jeg gør, kan jeg ikke gøre hende tilfreds. Jeg må ikke røre ved hende. Hun siger, jeg snorker. De sidste tre måneder har jeg sovet på en drømmeseng i garagen. Hvad er det jeg gør forkert? Måske skulle du holde op med at drikke. Det er jo fordi hun gør mig ulykkelig, at jeg drikker. Dengang vi havde det godt, og børnene var hjemme, drak jeg kun i weekenderne - ligesom alle andre. Jeg blev aldrig fuld på den måde. Men du havde en rem af huden. Nede ved søen var fiskeren ved at gøre sin lille båd klar. Der kom ikke andre mennesker end dem fra hjemmet, så præsentation var i overflødig. Det han fiskede var skidtfisk, svinefoder. Nå, I drikker også for meget? Ja, det gør jeg også, men jeg kan styre det. Jeg er ikke alkoholiker. Jeg kan styre det.

Vi sad og røg på en bundgarnspæl, og Karl Otto græd stille. Vil hun ikke have dig, hvis du holder op med at drikke? Nej. Hun vil skilles. Så er hun heller ikke værd at samle på. Jeg hader mit job. Jeg kan ikke udstå døde grise. Når jeg skal tage prøver på dem, er jeg ved at kaste op. Lugten og blodet, og så er der så mange. Og de har været levende. Forstår du, hvad jeg mener? Det er som om det var mig selv, der hang på krogen. Men Rita elsker jeg. Hun vil bare ikke have mig mere. Fra børnene flyttede hjemmefra har hun behandlet mig som et dødt svin. Det kan godt være, jeg fortjener det lidt, men kærlighed kan da ikke forsvinde. Det kan du bide dig selv i næsen på den kan. Alt fortoner sig - også kærligheden. Du skal bare finde en anden. Det er kun hende, jeg vil have. Karl Otto græd videre, da vi gik tilbage til drankerhjemmet.

Man kunne betragte det som en form for selskabsleg. Vi sad i små grupper og fik udleveret en seddel med eftermiddagens opgave. Der var ikke nogen, der tog sig specielt af os eller sagde, hvordan vi skulle gøre. Meningen med behandlingen var naturligvis at lære os at holde op med at drikke og få et nyt liv. Hverken mere eller mindre, men hvordan det skulle foregå, var ikke gået op for os. Vi var - lidt som kvæg - blevet ledet ind i en fold eller anbragt i en tidslomme, hvis definition vi ikke kendte. Den vigtigste opgave for mig var ikke at stritte imod, og jeg ville ønske, jeg kunne fralægge mig min naturlige kritiske sans og bare tage imod i total åbenhed. Men sådan lægger man ikke den gamle djævel ned - eller gør man? På sedlen stod der: Hvad har det kostet jer at drikke? Ikke ånde-ligt, ikke helbredsmæssigt, men i kroner og øre? Kurt, den store sømand fra Odense, lagde for. Mindst en million.

Han havde milde øjne. De var en anelse usynkrone. Det var som om han fokuserede to forskellige steder på en gang. Han havde en rynke i panden. Den flugtede med næseryggen, så hans ansigt var adskilt i to halvdele. Næbbet af en tatoveret ørn stak op under halsudskæringen på hans gule T-shirt. Han bar en stor ska-rabæguldring på venstre lillefinger. Den her ring er det eneste, jeg har tilbage. Jeg købte den af en luderkarl i Hongkong. Jeg har ikke nænnet at sælge den, fordi min mor synes, den er så smuk. Kurt havde været i behandlingen i fire uger. Efter to tilbagefald. Denne gang skal det lykkes, forklarede han. Jeg har set lyset for enden af tunnelen, sagde han med tryk på anden stavelse. Min højere magt har sagt, at der også er et liv for mig som ædru, og det har jeg valgt at tro på. Jeg kan godt lide at være her. Tak for mig. Kurt havde forklaret mig, at han var blevet voldsmand mod sin vilje. Når han havde fået en 30-40 genstande, fik han selskab af sin far med et boldtræ i højre hånd. Det kunne komme helt uventet, forklarede han. Når jeg sad stille og roligt på et værtshus, kunne han pludselig stå der foran mig og sige: Kurt, dit lille svin, er du nu igen ude og drikke dine sidste hjerneceller op? Min far drak også, og det gjorde min mor sådan set også, og hver gang de var fulde, sagde de til mig, at jeg skulle holde mig langt væk fra det lort og se at få mig en ordentlig uddannelse. Tævede han dig med boldtræet? Indtil jeg slog igen. Den dag jeg blev konfirmeret, gennembankede jeg ham, da gæsterne var gået. Han ville ringe til politiet, men han havde så ondt i armene, at han ikke kunne løfte røret af telefonen.

Kurt talte meget om den far. Han ville så gerne have, at vi skulle forstå, at når han drak, var der en god grund til det. Faderen var død for længe siden, men når dæmonerne rasede i Kurt, og flaskerne var linet op foran ham, dukkede den døde far op med et smøret grin på, og så havde Kurt det med at blive meget vred og få lyst til at banke andre mennesker. Men jeg forstår det ikke, sagde han. Jeg er egentlig ikke voldelig. Jeg er en venlig mand af natur. Paul Erik sad længe og tænkte, før han svarede på spørgsmålet om, hvor meget det havde kostet ham at drikke. Paul Erik var en lille nervøs mand, som blev rædselsslagen, hvis man kom til at røre ved ham. Der var en meget venlig stemning på hjemmet. De sagde, at folk fik det bedre i en atmosfære af venlighed. Kærligheden driver ned ad væggene her, sagde de, og patienterne lærte at tage om hinanden, ligesom man altid tog hinanden i hænderne under sindsrobønnen. Men ikke Paul Erik. Han rystede over hele kroppen, hvis man lagde hånden på hans skulder. Han var skræmt fra vid og sans af andre menneskers nærvær. Han var en berøringsangst alkoholiker, som helst ville sidde i et hult træ og se verden drage forbi. Han var færdig med at have noget med den at gøre. De andre var ikke noget for ham. Han var forretningsmand. Handlede med hårde hvidevarer. Når han selv skulle sige det, var han dygtig. Han var en kunstner med en telefon. Velformuleret. Hele tiden en anelse foran konkurrenterne. Hans væsen var så vindende, at alle kunne lide ham. Det var fordi de ikke kendte mig, sagde han. jeg er gået på røven tre gange inden for de sidste fem år. Men jeg har fået banket forretningen op igen. Det sidste firma havde tolv ansatte. Jeg havde det egentlig bedst, når det gik dårligt. jeg rørte ikke en dråbe, når der var behov for mig. Men når det så gik fremad, gik der direktør i mig. Jeg sad og råbte i mit store kontor og begyndte at få storhedsvanvid, slå ud med armene, og samtidig blev jeg jaloux på min kone. Det var følelser, der kom til mig som en tyv om natten, og det var altid, når det gik godt.

Jeg kan åbenbart ikke tåle medgang. Så blev jeg skinsyg på min kone. Jo flere penge vi tjente, des mere jaloux blev jeg. Og så begyndte jeg at drikke. Jeg hentede en kasse Guld Tuborg og satte den under mit skrivebord og to stænger cigaretter. Det gik først rigtig i gang, når de andre medarbejdere var gået hjem. Så begyndte jeg at ringe rundt til alle mine venner og spørge dem, om de ikke havde bemærket noget underligt ved Lara. Det havde de ikke. For Paul Erik var alkoholen ikke et springbræt til socialt samvær, som det var for så mange andre. Sprutten bliver ofte rost for at medvirke til at nedbryde den angst, mange mennesker har, fordi der simpelthen er andre mennesker på jorden. Et par glas tager hæmningerne. Det er lettere at begå sig med en lille skid på. Men sådan var det ikke for Paul Erik. Når han drak, gik han ind i en dyb isolation og en deraf følgende rædsel over andre mennesker. Andre mennesker virkede skræmmende, sagde han. Når en fremmed kom imod mig på fortovet, gik jeg over på den anden side af gaden. Min egen lejlighed gjorde mig bange. Når jeg drak om natten, blev jeg bange for lydene, der kom ud af højtalerne på min radio. Jeg kunne ikke tåle den mindste lyd. En stemme på trappen var et signal om fare. Telefonen kunne jeg ikke røre. Når jeg ikke kunne holde det ud længere, gik jeg ned og satte mig i min bil. Sad der bare og så ud ad vinduet. Fortvivlet, bange, svedende, og når det blev helt slemt, og det blev det, startede jeg bilen og kørte lange, lange ture for at finde et sted, hvor der var helt roligt og ingen mulighed for at møde andre mennesker. En villavej kunne bruges, men der måtte ikke være lys i vinduerne. Så sad jeg i mørket længe, men også det var skræm-mende, og jeg blev nødt til at tænde billygterne og lyset inde i bilen. På den anden side kunne jeg jo også påkalde mig andres opmærksomhed på den måde, så hvis der var noget som rørte sig i en busk, en kat f.eks., og jeg troede at se et menneske i horisonten, så måtte jeg slukke lyset. Og det blev jeg også bange af.

Jeg så ikke hvide elefanter, men min kone i armene på en anden mand. Jeg så mine medarbejdere tømme mit firma. Den ene vaskemaskine efter den anden blev kørt ud til en lastbil. Jeg så dem tømme skufferne i mit skrivebord, og selvom jeg vidste, det ikke var rigtigt, blev det langsomt mere og mere virkeligt. Jeg kan hu-ske, jeg sad og slog i rattet og råbte hjælp mig, hjælp mig. En nat hvor det var meget slemt, kørte jeg hjem til lejligheden og smadrede alt. Systematisk. Først telefonen. Jeg borede en skrue-trækker ned i den for at ramme den stemme, som sad inde i den. Jeg flåede stoffet af højtalerne og sparkede dem i stykker. Noget af det sidste jeg huskede, var en tung kinesisk vase, vi havde fået i bryllupsgave. Den knaldede jeg ned i glaspladen på vores sofabord, og så tror jeg nok, jeg besvimede. Lara ville ikke bo sammen med mig, når jeg drak. Næste morgen kom hun forbi for at hente nogle af sine ting, og hun fandt mig med blod op og ned ad armene liggende besvimet i glasskårene. Det var der, hvor hun sagde: Nu skal du i behandling. Du er så syg, at jeg ikke kan have dig mere. jeg kan ikke tage ansvaret for dig mere.

Det var nok også det værste. Jeg kunne lige så godt være død. Firmaet var kørt i sænk for tredje gang. Det var jo ikke det, jeg hældte i mig, der kostede de store penge. Det var firmaet, det var medarbejderne, som dækkede over mig indtil et punkt, hvor de ikke orkede det mere. Så gik de. Jeg kan huske en dag, hvor jeg sad og drak på mit kontor og troede, jeg ordnede en masse. Og jeg gik ud i lagerhallen og råbte til de to mand, som arbejdede derude, men de var der ikke. Og sekretærens kontor var tomt. Der var ikke et øje. Alle havde forladt mig. Min reaktion var at blive rasende. Jeg sad jo ikke på et værtshus. Jeg passede mit arbejde, troede jeg. Men de havde fået nok. De ville ikke se mig komme længere ud. Det var den dag, der endte med, at jeg smadrede lejligheden om natten. Det har kostet mig fem-seks millioner, en smadret lejlighed, men ægteskabet holder, tror jeg nok. Hun har skrevet til mig, at hun venter på mig.

Hjemmet havde en mærkelig virkning på os. Det var afvæbnende. Vores parader sank et par centimeter for hver dag, der gik. Måske ikke så meget på grund af det vi lærte, eller det de udholdende kære mennesker, behandlerne, selv tørlagte alkoholikere, forsøgte at banke ind i vores omtågede hjerner. Men samværet var ærlighedsbefordrende.

Alkoholikere har en stor evne til komediespil og forstillelse, samtidig med at vi har et stort solidt arbejde med at fastholde vores benægtelse. Vi er jo ikke alkoholikere, selvom vi inderst inde ved vi er det. Vi vil i hvert fald ikke finde os i, at omverdenen ved det, og lige på det punkt tager vi så gruelig fejl. Omgivelserne finder meget ofte ud af vores handicap - længe før vi selv har erkendt det, selvom heller ikke det er en naturgiven sandhed. Nogle alkoholikere, de raffinerede, sammensatte typer er så dygtige til at holde det skjult, at de kan narre næsten alle. Næsten betyder, at der altid er en, en kone, en datter eller en kol-lega, der ved det, men hvis man kan styre den persons adfærd og få vedkommende til at holde kæft med sin viden, så kan enkelte solide alkoholikere narre alle andre. Men uanset hvor dygtig man er til at bedrage verden, er der stadig en enkelt person tilbage, som ved besked. En selv. Men de færreste befinder sig i denne elite, hvad de dybest set kun skal være glade for. Det almindelige er, at alle ved besked, selvom man gør sig de ihærdigste anstrengelser for at skjule sin last. Det minder lidt om fænomenet utroskab. Hvor det er indlysende for omgivelserne, at der er noget galt i et ægteskab, og at konen har et forhold til en anden mand, er manden, den bedrag-ne, den sidste til at opdage forholdet. Det har afstedkommet megen moro på teater og film. Alkoholikeres forhold er lige så latter-lige, men det stof ligger og venter på at blive brugt i underhold- ningsbranchen. (Gid det må ligge der længe.)

Det befriende ved at være på hjemmet var, at forstillelsen pludselig og for første gang blev overflødig. Begreber som værdighed og facade blev midlertidigt ophævet, fordi vi alle led af den samme sygdom, og der var vi så blandt ligemænd og -kvinder, og det var en lettelse at slippe benægtelsen, fordi den er så krævende at op-retholde. Det kræver en voldsom åndelig energi at udgive sig for at være et kontrolleret individ, der nok drikker lidt for meget, men som samtidig er i stand til at styre sit eget liv. Jeg havde den største respekt for Paul Erik. Manden var ærlig, og jeg kunne se på ham, hvad det kostede ham at fortælle om sammenbruddet. Men jeg kunne også se, hvor lettet han var bagefter. Et af kodeordene i behandlingen er selvransagelse. Formålet med den er, så vidt jeg kan se, at gå ind og kvæle løgnen. Derfor var det med pengene et så dejligt konkret emne. Der var ingen af os, der var i tvivl om, at det gør ondt at have vores lidelse, men hvad de færreste af os var klar over, var, at man kan gå ind i lidelsen, vende den på hovedet og blive rask igen. Men det projekt er ikke et lille foretagende, som kan klares med piller og lidt samtaleterapi. Der skal meget mere til, indså jeg til min rædsel, og i den sammen-hæng er der ingen emner, som er irrelevante, heller ikke den økonomiske side.

Der var meget, jeg hadede i behandlingen, og de første ti dage var et koncentreret mareridt. På den ene side fordi man ville have mig et sted hen, hvor jeg ikke havde lyst til at være. Man ville manipulere mig til at omvurdere hele mit liv, og det var der ingen grund til, følte jeg. På den anden side havde jeg det uhyre svært med at sige den helt enkle og åh så sande sætning: Jeg hedder Ole. Jeg er alkoholiker. Det var og er indgangsbønnen i denne form for behandling af alkoholisme. Det er adgangstegnet for at blive medlem af den eksklusive, internationale, stadig voksende forening af alkoholikere, formentlig den dyreste forening, noget menneske kan være medlem af. Erkendelsen er forudsætning for helbredelsen. Men vi alkoholikere er udstyret med et bombesikret panserværk, hvor to enorme kræfter mødes på en blodig slagmark. Lysten og trangen til at drikke og den dybe længsel efter at blive lortet kvit. De drankere, som vil destruere sig selv helt og med inderlighed, findes. Men de er få. Langt de fleste jeg har mødt på min vej, nærer en dyb længsel efter at blive fri for afhængigheden. Den rolige, ædruelige verden er så attraktiv og så smuk i vores verdensopfattelse, at vi, hver gang vi drikker, håner det, vi længes efter, hvilket yderligere dæmoniserer drikkeriet.

Vi vil ikke, men vi gør det, og hvorfor vi så gør det, er det, jeg går og kigger på her. På mig selv i spejlet hver morgen og på alle de andre. Jeg prøver at forstå det, der måske ikke kan forstås, men jeg vil så gerne have mit intellektuelle ego til at fatte og begribe det, der sker med mig. Det er jeg opdraget til. Det er det, min kultur har lært mig. Den vil have forklaringer, og det vil jeg også. Jeg må forstå, hvorfor jeg er der, hvor jeg er. Sådan havde jeg det i begyndelsen af behandlingen. Jeg slæbte min hang til forstå-else med mig, dels som en naturlig forlængelse af min baggrund som lille nordeuropæer vokset op i en rent materialistisk kultur med fornuftige forklaringer på alt og en amatøragtig holdning til det mystiske i tilværelsen. Det mystiske er ikke den senprotestan-tiske kulturs stærke side. Men forklaringsdillen udsprang også af en raffineret form for benægtelse. Jeg ønskede så inderligt, at der alligevel var en lille smutvej, en lille bagdør i kælderen, som gav mig adgang til en eller anden form for nydelse af mit foretrukne opløsningsmiddel, alkohol. Jeg brugte derfor, som så mange andre, en masse energi på at definere min specielle måde at være afhængig på, og ad den vej kan man komme meget langt - på afveje. Fordi den bestræbelse dybest set stiller sig i vejen for den helt enkle erkendelse af, at man er ramt af en sygdom, som har navnet alkoholisme. Den er uhelbredelig, men man kan leve fortræffeligt med den, ja man kan gennem erkendelsen af lidelsen måske få adgang til verdener og oplevelsesområder, man instinktivt har søgt i sit drikkeri, og derfor paradoksalt nok få et rigere liv.

Drikkeriet er en længsel efter noget andet. At drikke alkoholisk er ! at tage sin sjæl og flytte den et sted hen, hvor man tror, der er rarere at være. Kald det en flugt, eller hvad man vil, men det er en længsel efter at flytte sig i det mentale landskab, og det er en vigtig i fundamental egenskab hos mennesket. Noget man under andre forhold roser til skyerne. Hos os alkoholikere er det en pestilens. For os selv og for de andre. Drukmåsen har dybt inde i sig en lille, meget ædru person, der sidder og råber: Slip mig ud, og det var det, jeg var blevet skubbet, taget, transporteret, forflyttet, forvist, truet, tvunget til Jylland for at finde ud af. Og jeg forstod lidt, men det gik langsomt. Man sagde på stedet: Det her program er så enkelt, at alle kan fatte det, selv de dummeste. Men enkelte er for kloge til at forstå det.

Den første uge gik med at blive ædru og iagttage de andre. De var forunderligt samarbejdsvillige, syntes jeg. Og det afstedkom en vrede, som gik på, at jeg måtte være fejlanbragt. Jeg følte mig som en miscastet skuespiller i en socialrealistisk film af den type, jeg højst ville give to hatte, og det måtte være for den sociale side af emnet. Kunstnerisk set var der ikke meget at komme efter. Måske kunne der blive en hæderlig tv-dokumentarfilm ud af det her. Hø-jere kunne det projekt ikke løfte sig, og det måtte jeg reagere på. Det var ikke til at holde ud. Jeg kunne ikke være sammen med de mennesker, fordi jeg ikke var som de. Deres program og deres koncentrerede selvransagelse og postulerede ydmyghed gik mig på nerverne. jeg savnede mine muntre venner i København og mit arbejde. Da der var gået ti dage, pakkede jeg min kuffert og gik ind på kontoret til Kirsten, som sad og hørte italiensk opera. Selvhøjtideligt og tilbagelænet sagde jeg: Det her er ikke det rigtige for mig. Jeg kan ikke holde stemningen ud. Det kan ikke være meningen, at man skal pilles fra hinanden bare for at lære at lade være med at drikke. Det her er en omgang oppustet hjernevask for folk, som ikke har ret mange brikker tilbage at flytte rundt med. Jeg tager hjem nu! Det kan du godt, sagde Kirsten med et stort smil. Vi vil ikke tvinge dig til noget som helst, men tror du ikke, du skal snakke med nogle af de andre, inden du rejser? Det har du nok tid til. Mon ikke?

Og så blev jeg taget ved vingebenet. Blandt andet af en ung fyr, som havde været igennem adskillige behandlinger, og to lidt æl-dre patienter. Vi sad på gangen uden for chefens kontor, og de talte til mig et par timer, og noget af det jeg erindrer af det sagte, var, at de rådede mig til at køre behandlingen igennem for at se, hvad der skete undervejs. Synspunktet var, at der altid ville være tid til at falde tilbage i den gamle rolle, hvis jeg fandt drejebogen her for elendig. Men der var ingen grund til at hoppe fra, når nu jeg havde betalt så mange penge for en behandling. Mens de talte til mig, mærkede jeg igen den lille længsel efter at besidde deres indsigt, som jeg samtidig tog højlydt afstand fra. Og alligevel var jeg ikke helt overbevist om, at mit forhold til alkohol krævede den behand-ling og de ofre, som havde været deres vej. Håbet om at være lidt anderledes var der stadig. Det gjorde mig ikke i bedre humør. Det ændrede ikke umiddelbart min holdning, men den store Ole inde i mig rumsterede og forlangte at blive hørt, om ikke andet så denne ene gang. Hvorfor jeg ændrede beslutning, ved jeg ikke. Men jeg ved, at jeg blev og traskede over gårdspladsen med min rejsetaske og pakkede ud igen. Jeg var elendig og flosset indvendig. På grådens rand men uden evnen til at græde ordentligt. Alt var gået i stå.

Tanken om selvmord var ikke fjern, men det der pirrede mig, var, at de andre tilsyneladende kunne, og de havde jo været meget længere ude, end jeg nogensinde havde været. Der var en lille stemme, der mumlede i mig. Det den sagde, var: Lad være med at stille spørgsmål. Gør bare som de andre. Måske var det eksemplet igen, som da jeg mødte min gamle ven Bjørn på Vesterbrogade for 11 dage siden. Det var sommerferie. Tid til at dyrke sine laster. Jeg led af lykkelig og ulykkelig kærlighed på en gang. Men den ulykkelige har det med at tage overhånd, fordi man/jeg ikke er dygtig nok til at finde det positive i livet. Det er også en definition på det alkoholiske. Man hyller sig i melankolien og sortsynet frem for at steppe ud i solen. Solen skinnede dog den julidag, hvor jeg kom sejlende ned ad Vesterbrogade efter et morgenbesøg på et lugubert værts-hus. Den indre, uafklarede programmering har formodentlig været: hjem og sove og så ud og kigge på byen om eftermiddagen. Hvad jeg ville gøre, var ikke styret af rationelle overvejelser. Jeg var ganske enkelt underlagt min afhængighed. Den styrede mig, og resten ragede mig meget lidt. Ingen ventede på mig. Jeg boede alene og havde gjort det i adskillige år, så dæmonen havde rigelig plads i mit liv.

"Den Dansende Dæmon" er udgivet af forlaget Møntergården.